torsdag den 10. januar 2013

Der var engang..

I forbindelse med at jeg har gået og funderet over hvordan jeg skulle relancere min blog, har jeg brugt lidt tid på at kigge på den kopi af min allerførste blog (allerede dengang hed det Theas Tossede Tanker), som jeg har liggende på min harddisk. Det har været vældigt hyggeligt.

Jeg startede den op den 30. september 2008, og efter et år lukkede jeg den ned igen. I forhold til nu var det dengang meget mere dagbogsagtigt, hvor jeg skrev om, hvad der skete af ting og sager i mit liv. Derfor er det ret sjovt at kigge tilbage på hvordan mit liv så ud, da jeg gik i 1.-2.g (damn, det føles som meget længe siden). Det var dengang jeg svømmede på nudistholdet, var med i gymnasiets musical, blev 18 år, tog kørekort og var på tur med tyskholdet i Kiel. Ellers var det ting som Gavin DeGraw og at jeg havde fået 4 i idræt, der optog mig. Og så skortede det heller ikke på diverse klassiske "teen-secret-crush-hentydnings-citater/sangtekster"... Ak ja, det var dengang man var en lille mullerpuller :o)

Mit allerførste blogindlæg vidner også om, at der er løbet meget sand i stranden siden dengang. Der er en intertekstuel hentydning til Martin fra x-factor og ingen ringere end gode gamle Harris citeres. Liv omtales som LivDK (det var dengang vi havde samfundsfag på c-niveau!) og jeg skriver om at jeg snart skal til Gavin DeGraw-koncert med min veninde Maja - som sidenhen, meget pludseligt, forduftede til Italien. Sådan kan det jo gå.. Allerede dengang var det svært at spå, især om fremtiden!

Det er det stadigvæk, men et eller andet sted er det vel også noget af det som gør livet sjovt og spændende. Når jeg kigger tilbage på de næsten fem år der er gået siden jeg havde min debut som blogger, har jeg oplevet en masse forskellige ting og mødt en masse forskellige mennesker. Der har været både sjove, hårde, udfordrende, lærerige og fantastiske tider, men det har sjældent været rigtig kedeligt.

Forhåbentlig bliver 2013 endnu et spændende år i rækken - men hvorfor skulle det ikke også det? Ud fra de planer jeg allerede har i støbeskeen (som faktisk er pæn sjat i forhold til hvordan det nogle gange har set ud) tror jeg ikke det kan blive andet!

2 kommentarer:

  1. Det er sjovt, så sent som i går lavede jeg en mental liste over alle de vilde ting der er sket i mit liv de sidste fem år. Det er helt åndsvagt! xD

    SvarSlet
  2. Det er for vildt som tiden går!

    SvarSlet