fredag den 27. juni 2014

Fredag aften..

.. festen er i gang! Eller nej; men det er apparantly blevet tid til at blogge. Men først et lille musikalsk indslag. Normalt er det her slet-slet ikke min stil, men der er altså bare et eller andet ved det her nummer, der siger mig en hel masse lige for tiden. Mystisk alligevel.. 


Nå, men siden sidste indlæg er der da sket lidt. Jeg har overstået sidste eksamen på 2. semester, og tilbragt mange flere dage og nætter med dejlige mennesker i alle afskygninger (som oftest dog i Aarhus). For efterhånden en lille uges tid siden, vendte jeg så hjem til fø'eøen, og her befinder jeg mig sørme endnu. Jeg kan godt mærke, at det lidt har været en brat omvæltning, at gå direkte fra min Aarhus-læseferie-sommerstemnings-boble og til pludselig igen at "bo" hos de gamle; men det er nu egentlig ikke så tosset igen. Min lillesøster blev student i torsdags, så det har selvfølgelig fyldt en hel del indtil videre. Selvom hendes hue lidt har den forkerte farve (der er kun én rigtig hue, den er RØD...). At hun har fået en studentereksamen er klart en større (og nok tilsvarende mere uventet) bedrift end da jeg i sin tid fik min, og derfor bliver det også fejret på behørig vis. Og det er slet ikke slut endnu. Det er lidt svært ikke at blive i strålende humør, af at se så mange glade unge mennesker over det hele. Fantastisk! 

I morgen står den desuden på årets første vagt på det kære gamle slot; og mon ikke, det også nok skal blive lækkert. Det plejer det jo i hvert fald at være, og det faktum, at jeg nu kan tælle mig selv med som en af dem, der kommer tilbage i sommerferien - på trods af, at de egentlig er flyttet til en anden landsdel - må jo også give et fingerpeg om et og andet. Mit arbejde er temmelig komprimeret i år (aka. cirka hele juli), men jeg håber, at der også bliver tid til lidt andet. Evt., at se lidt til nogle af de vanvittigt mange dejlige mennesker, der befinder sig rundt omkring. Men mon ikke det nok skal la' sig gi' sig på en eller anden måde? :)

onsdag den 11. juni 2014

Lykke og lyse nætter



Mine yndlingstidspunkter at blogge, er altid dér, hvor man har så meget at glæde sig over, at det bare skal ud ud ud.. På det seneste har jeg haft den følelse ret ofte, men har ikke lige fået blogget; nok mest fordi jeg ikke lige har kunnet finde ud af at formulere den på skrift (what a paradox). Men nu vil jeg altså prøve; mest fordi det er så længe siden, jeg sådan for alvor har delt noget med jer, og fordi jeg faktisk føler, at der noget at dele. 

Den sidste måneds tid har mere eller mindre været en kæmpe cocktail af sommer, idéhistorie og kærlighed i forskellige kombinationer (af og til også med et strejf af 6.3 eller floorball). Der har været eksaminer, der har været alkohol, og der har været afsindige mængder af hygge med gode mennesker. Rundbold, volley, gåture, bålhygge, frisbee, fællessang og 1000 andre ting. Faktisk har jeg (endnu en gang) formået at lægge mere vægt på ferie- end læsedelen af "læseferien". Men det er nu gået ganske udmærket alligevel! Har overstået 3/4 af semestrets to eksaminer, og mangler kun et mundtligt forsvar for en opgave, som jeg skrev for et par uger siden. Og mon ikke det også nok skal komme til at gå godt? Rider i hvert fald på en optursbølge lige for tiden! Tager kage med til alting og har endda meldt mig som bloddonor. Hvad skal det dog ikke ende med? 

Ingen ved det, men det bliver i hvert fald ikke kedeligt. I morgen  står den f.eks. på eksamensvejledning, et meget spontant besøg af verdens bedste Skille og grill/kage-hygge med de søde kollegiepiger. Tæt på en perfekt måde at tilbringe en torsdag på. Og jeg er sikker på at der venter en masse spas og løjer på den anden side også. Har i hvert fald hørt rygter om meget mere idéhistorie-hygge; og så er det jo også snart tid til at vende næsen mod Fyn og junior-gutindens studentertid.. Livet er nu herligt!