Torsdagstoner: In The Valley Below

Den her duo var opvarmning til den på alle måder fænomenale White Lies koncert, og må sige, at det var et af de bedre support-oplevelser jeg har haft! Som Skille så rigtigt påpegede, så var sangerinden dog en anelse træls på scenen, men så er det jo heldigt, at vi nu bare kan nøjes med at høre musikken. Og den er der bestemt ikke noget galt med! Det føles lidt som en blanding af noget klassisk amerikansk skovmandsskjorte (ala Band of Horses eller The National), Evanescence, som man kunne forestille sig at de ville have lydt i dag, og så et skud britisk White Lies'ish synth/tightness! Umiddelbart en spøjs blanding, men det virker sgu!

Siden sidst har jeg fået overstået diverse events (bl.a. koncerten), som jeg havde set meget frem til, og de må alle sammen siges at have været en succes! Julefrokostsæsonen blev i hvert fald skudt godt og grundigt i gang, med masser af snaps, så det kunne jo ikke have været meget bedre. I morgen står den så på julefrokost nr. 3, hvilket nok må siges at være den jeg er mest spændt på - men mon ikke det nok skal gå alt sammen? Ellers er der jo altid de søde kollegie-menschen, at drikke en lille øl med ;)

Torsdagstoner: Nephew feat. Marie Key

Elsker afslutningen på det her nummer!! Rent musikalsk altså - ikke fordi de kysser.

Weekend-løjer

Har haft en dejlig weekend. En af dem, der bare flyver afsted, og nærmest er overstået før de begynder!
Havde inviteret mine internationale venner med hjem til mine forældre, for at vise dem Fynsland, og give dem et indtryk af hvad dansk familieliv går ud på. Så der blev både spist julemiddag med hele svineriet, kigget på køer og driblet rundt på Egeskovs julemarked. Samtidigt havde jeg fået det hele planlagt sådan, at vi kunne tage til min efterskole-venindes fødselsdag i Odense - så det var en kærkommen lejlighed til at få set nogle af de søde piger, som jeg ikke ser så ofte igen. Så det kunne ikke have været meget bedre alt sammen (så skulle det da lige have været hvis jeg havde undgået at falde i søvn til HP7.2..)!
Nu er jeg tilbage i Århus, men løjerne slutter bestemt ikke her. Bare inden for den næste uge har jeg intet mindre end én fødselsdag (hos en af førnævnte internationale gutter), to julefrokoster og ikke mindst en lille bitte koncert at se frem til. Så mon ikke det nok skal gå alt sammen? Håber I alle holder hovedet oven vande! :)

Torsdagstoner Movie Edition: The Ludlows

Jeg indrømmer gerne at det er sjældent, det handler om film(musik) her på bloggen. Men vil gøre en undtagelse i den her uge. Sluttede min alene-dag i lørdags af med at gense min (i hvert fald mere end Asterix og Obelix) sofistikerede yndlingsfilm sammen med min yndlings-australier. Noget af det der er så fantastisk ved den film er musikken - har så også senere fundet ud af at den ansvarlige komponist står bag soundtracks til film som Titanic og Avatar, så det er vist ikke hr. hvem-som-helst. Sammen med historien og den fantastiske billedside (som den vandt en Oscar for!) gør den det til en meget smuk film. Anyways, det her nummer har hængt ved mig lige siden. Smukt og afstressende :)

Oh Solitude!

Nogle gange har man bare brug for at være i sit eget selskab.. Sådan en dag har jeg i dag - ikke fordi der på nogen måde er noget galt, eller jeg er i dårligt humør - har bare brug for at puste lidt ud tror jeg. Det er også super lækkert at få styr på nogle af alle de hængepartier der hober sig op rundt omkring; vasketøj, værelsesrengøring, afleveringer, you name it! 

Der er faktisk bemærkelsesværdigt stille på kollegiet sådan en lørdag eftermiddag.. Men i aften, der vågner folk op til dåd - det er jeg ret sikker på (ungdommen nutildags!). Kan også godt mærke at jeg har haft to dage i træk med alkohol involveret - måske ikke ligefrem kampdruk, men nok til at det kan mærkes på energiniveauet. I går var klart den festligste af de to; var til stor hestevæddeløbs-australier-fest på etagen nedenunder (én fra vores gang var medarrangør), og der var både dansen på bordene, betting (min hest vandt!!) en smadret højtaler og en afsindig mængde af (fortrinvis australske) udvekslingsstuderende. Og så var det en lejlighed til at opleve noget, der ikke sker hver dag; kollegiefolk der suit'ede up! Ikke dårligt! 

Torsdagstoner: White Lies

White Lies går altså bare fabelagtigt godt i spænd med den tid vi er i lige nu. November hører i mit univers til de blandt de tristeste måneder på hele året (i en eksklusiv klub med januar og februar!). Selvom jeg som udgangspunkt ser mig selv som en overvejende positiv og optimistisk person, så kan jeg mærke efterårets påvirkning hvert år.. 

Men jeg har en hypotese om at siden jeg opdagede White Lies er jeg blevet bedre til at håndtere det! Da jeg var yngre var jeg altid meget uforstående over de af mine ven/inder der overvejende lyttede til hvad jeg ville betegne som dyster/trist/vred musik (og det var alligevel en del, eftersom jeg var teenager i emo-rockens velmagtsdage!). Jeg kunne vitterligt ikke få ind i mit lille hoved, hvorfor nogen dog kunne vælge at lytte til den slags, når nu der var så meget positiv og banal, naiv, hyggelig popmusik derude?? Så man kan vist roligt sige, at med opdagelsen af WL skete der endelig virkelig noget nyt i min musiksmag. Og nu her en del år senere, hører de stadigvæk til blandt de allerstørste i mit univers - omend de, som sagt, er meget sæsonafhængige! 

Noget af det der gør dem fantastiske er den tight-ness de formår at bibeholde i et ellers ofte meget sammensat lydbillede. Hvis der er noget der ikke spiller i mit univers - og som er en fælde, jeg ofte har konstateret at endnu en af mine favoritkunstnere, nu er faldet i - så er det når musik er overproduceret. Og den fælde falder WL meget sjældent i - mit all-time-favorit-WL-nummer Death er vist det perfekte eksempel på dette! Noget andet der springer i øjnene (ørerne evt.?) er gutternes evne til at fortælle historier. Jeg er gennem tiden af og til stødt på et nummer, hvor selve det rent musikalske som sådan ikke har sagt mig det helt store, men som pga. det lyriske indhold og kunstnerens fortælle-evner alligevel har opnået en særlig plads i mit hjerte (Eminem - I'm looking at you). Når så lige pludselig nogen formår at kombinere den gode historiefortælling med god musik, så er der altså ikke meget at stille op! Og så må vi selvfølgelig heller ikke glemme forsanger Harry McVeighs fantastiske stemme - tror aldrig jeg har hørt nogen andre, der lød så meget som på plade, når de sang live (og det bestemt på en god måde!). 

Nå, men som sagt, så føler jeg at jeg er blevet bedre til at håndtere efteråret og de dertilhørende humørsvingninger, siden jeg opdagede White Lies. Deres musik er på en eller anden måde blevet en vej at "kanalisere" nogle af de mere problematiske følelser ud af. Og selvom det ofte er svært at sætte en finger på, hvor det lige præcis er skoen trykker, så hjælper det altid at fyre op for noget WL! Men så når jeg til gengæld også på et tidspunkt til et punkt, hvor jeg lige pludselig får nok. Og når jeg så vender tilbage til virkeligheden, er det som om alting lige pludselig ser lysere ud. Den er sikker hver gang - og måske den allerstørste grund til at WL har fået en så vigtig plads i mit univers! 

Med alt dette in mente, er det jo yderst belejligt, at jeg skal til koncert med WL om mindre end tre uger!! Sidste gang jeg var til koncert med dem var også på denne tid af året (mener det var omkring 9. december?), og jeg kan umiddelbart se en del paralleller mellem de to koncerter, og mit liv i tiden omkring dem. Dengang (for to år siden) var jeg for nyligt blevet student, og var ved at vænne mig til en ny tilværelse som sabbatårs-holder (er det et ord?). I år er jeg blevet færdig med hvad der skulle blive til to sabbatår, og er nu ved at vænne mig til en ny tilværelse som universitetsstuderende, udeboende og generelt et voksent og ansvarligt (?) menneske. Dengang som nu, var/er jeg indenfor overskuelig fortid kommet ud af et længerevarende forhold, og uanset hvor meget det ellers har været den rigtige beslutning, så sætter det altså sine spor i tiden der kommer bagefter.. Spor der (i hvert fald i mit tilfælde) i høj grad har noget at gøre med de følelser som WL repræsenterer! På det mere overordnede plan kan desuden nævnes, at begge koncerter ligger i forlængelse af en albumudgivelse, at jeg tager afsted med de samme to dejlige mennesker, og at det i begge tilfælde var/bliver en af de slags koncerter, hvor man skal ud på en mindre dagsrejse for at komme derhen (det giver altid en ekstra dimension af eventyr!).

Så lighederne er altså til at få øje på. Så er der bare tilbage at håbe at koncerten kan leve op til den forrige - der jo som bekendt var helt fænomenal! Overvejer af og til, om man skulle få sig et princip om, kun at tage til koncert med folk, man aldrig før havde hørt live, for synes af og til, at det kan være svært for de efterfølgende koncerter at leve op til ens første oplevelse (har det faktisk også tit sådan med albums). Men det er jo en vildt svær balance, for når man har haft en god oplevelse med et band, så er det jo naturligt at man har lyst til at høre dem live igen! Og der er jo også ofte mange andre faktorer end lige kunstnerens optræden, der spiller ind på hvorvidt koncerten overordnet huskes som en god oplevelse.. Så tror jeg er kommet frem til at der ikke er andet at gøre, end at leve med den større risiko for en skuffelse, der er forbundet med at have høje forventninger til et band, inden en koncert. Forventningens glæde må overstige risikoen for at blive skuffet - og er det ikke også sådan livet generelt helst skal være? 

Og sådan gik det til, at det der startede ud som "hmm, jeg må jo også hellere få blogget et eller andet.." blev til en mindre roman om mit forhold til White Lies. Det må da alt andet lige være et tegn på at inspirationen af og til bare venter på at blive grebet. Når ens eget liv ikke er værd at skrive hjem om (studie, studie og mere studie), må man ty til andre midler.

Nå, men må hellere give jer et nummer også, ellers er det jo ikke rigtige Torsdagstoner. Det har været virkelig svært at vælge, med alle de lækre numre jeg har været omkring (og selvfølgelig hørt sideløbende med skribleriet), men er endt ud med et nummer, fra deres første album, der på smukkeste vis repræsenterer de kvaliteter jeg har opremset; musikalsk tight-ness og god historiefortælling. Enjoy!