torsdag den 7. november 2013

Torsdagstoner: White Lies

White Lies går altså bare fabelagtigt godt i spænd med den tid vi er i lige nu. November hører i mit univers til de blandt de tristeste måneder på hele året (i en eksklusiv klub med januar og februar!). Selvom jeg som udgangspunkt ser mig selv som en overvejende positiv og optimistisk person, så kan jeg mærke efterårets påvirkning hvert år.. 

Men jeg har en hypotese om at siden jeg opdagede White Lies er jeg blevet bedre til at håndtere det! Da jeg var yngre var jeg altid meget uforstående over de af mine ven/inder der overvejende lyttede til hvad jeg ville betegne som dyster/trist/vred musik (og det var alligevel en del, eftersom jeg var teenager i emo-rockens velmagtsdage!). Jeg kunne vitterligt ikke få ind i mit lille hoved, hvorfor nogen dog kunne vælge at lytte til den slags, når nu der var så meget positiv og banal, naiv, hyggelig popmusik derude?? Så man kan vist roligt sige, at med opdagelsen af WL skete der endelig virkelig noget nyt i min musiksmag. Og nu her en del år senere, hører de stadigvæk til blandt de allerstørste i mit univers - omend de, som sagt, er meget sæsonafhængige! 

Noget af det der gør dem fantastiske er den tight-ness de formår at bibeholde i et ellers ofte meget sammensat lydbillede. Hvis der er noget der ikke spiller i mit univers - og som er en fælde, jeg ofte har konstateret at endnu en af mine favoritkunstnere, nu er faldet i - så er det når musik er overproduceret. Og den fælde falder WL meget sjældent i - mit all-time-favorit-WL-nummer Death er vist det perfekte eksempel på dette! Noget andet der springer i øjnene (ørerne evt.?) er gutternes evne til at fortælle historier. Jeg er gennem tiden af og til stødt på et nummer, hvor selve det rent musikalske som sådan ikke har sagt mig det helt store, men som pga. det lyriske indhold og kunstnerens fortælle-evner alligevel har opnået en særlig plads i mit hjerte (Eminem - I'm looking at you). Når så lige pludselig nogen formår at kombinere den gode historiefortælling med god musik, så er der altså ikke meget at stille op! Og så må vi selvfølgelig heller ikke glemme forsanger Harry McVeighs fantastiske stemme - tror aldrig jeg har hørt nogen andre, der lød så meget som på plade, når de sang live (og det bestemt på en god måde!). 

Nå, men som sagt, så føler jeg at jeg er blevet bedre til at håndtere efteråret og de dertilhørende humørsvingninger, siden jeg opdagede White Lies. Deres musik er på en eller anden måde blevet en vej at "kanalisere" nogle af de mere problematiske følelser ud af. Og selvom det ofte er svært at sætte en finger på, hvor det lige præcis er skoen trykker, så hjælper det altid at fyre op for noget WL! Men så når jeg til gengæld også på et tidspunkt til et punkt, hvor jeg lige pludselig får nok. Og når jeg så vender tilbage til virkeligheden, er det som om alting lige pludselig ser lysere ud. Den er sikker hver gang - og måske den allerstørste grund til at WL har fået en så vigtig plads i mit univers! 

Med alt dette in mente, er det jo yderst belejligt, at jeg skal til koncert med WL om mindre end tre uger!! Sidste gang jeg var til koncert med dem var også på denne tid af året (mener det var omkring 9. december?), og jeg kan umiddelbart se en del paralleller mellem de to koncerter, og mit liv i tiden omkring dem. Dengang (for to år siden) var jeg for nyligt blevet student, og var ved at vænne mig til en ny tilværelse som sabbatårs-holder (er det et ord?). I år er jeg blevet færdig med hvad der skulle blive til to sabbatår, og er nu ved at vænne mig til en ny tilværelse som universitetsstuderende, udeboende og generelt et voksent og ansvarligt (?) menneske. Dengang som nu, var/er jeg indenfor overskuelig fortid kommet ud af et længerevarende forhold, og uanset hvor meget det ellers har været den rigtige beslutning, så sætter det altså sine spor i tiden der kommer bagefter.. Spor der (i hvert fald i mit tilfælde) i høj grad har noget at gøre med de følelser som WL repræsenterer! På det mere overordnede plan kan desuden nævnes, at begge koncerter ligger i forlængelse af en albumudgivelse, at jeg tager afsted med de samme to dejlige mennesker, og at det i begge tilfælde var/bliver en af de slags koncerter, hvor man skal ud på en mindre dagsrejse for at komme derhen (det giver altid en ekstra dimension af eventyr!).

Så lighederne er altså til at få øje på. Så er der bare tilbage at håbe at koncerten kan leve op til den forrige - der jo som bekendt var helt fænomenal! Overvejer af og til, om man skulle få sig et princip om, kun at tage til koncert med folk, man aldrig før havde hørt live, for synes af og til, at det kan være svært for de efterfølgende koncerter at leve op til ens første oplevelse (har det faktisk også tit sådan med albums). Men det er jo en vildt svær balance, for når man har haft en god oplevelse med et band, så er det jo naturligt at man har lyst til at høre dem live igen! Og der er jo også ofte mange andre faktorer end lige kunstnerens optræden, der spiller ind på hvorvidt koncerten overordnet huskes som en god oplevelse.. Så tror jeg er kommet frem til at der ikke er andet at gøre, end at leve med den større risiko for en skuffelse, der er forbundet med at have høje forventninger til et band, inden en koncert. Forventningens glæde må overstige risikoen for at blive skuffet - og er det ikke også sådan livet generelt helst skal være? 

Og sådan gik det til, at det der startede ud som "hmm, jeg må jo også hellere få blogget et eller andet.." blev til en mindre roman om mit forhold til White Lies. Det må da alt andet lige være et tegn på at inspirationen af og til bare venter på at blive grebet. Når ens eget liv ikke er værd at skrive hjem om (studie, studie og mere studie), må man ty til andre midler.
Nå, men må hellere give jer et nummer også, ellers er det jo ikke rigtige Torsdagstoner. Det har været virkelig svært at vælge, med alle de lækre numre jeg har været omkring (og selvfølgelig hørt sideløbende med skribleriet), men er endt ud med et nummer, fra deres første album, der på smukkeste vis repræsenterer de kvaliteter jeg har opremset; musikalsk tight-ness og god historiefortælling. Enjoy!

2 kommentarer:

  1. Åh jeg glæder mig sååååå meget til den koncert! Elsker den sang sammen med Price of Love. De er geniale eksempler på de sange, hvor man seriøst slet ikke kan lade være med bare at lytte til teksten og følge hele historiens udvikling i sangen!

    Tror jeg skal hjem og høre en hel masse White Lies. Synes ikke jeg plejer at have problemer med efteråret, men har den sygeste øv-dag, og føler mig af en eller anden grund generelt mere ramt i år end jeg plejer, så hvis det virker for dig, kan det da være, at det også virker for mig :b

    SvarSlet
    Svar
    1. Glæder mig også mere og mere! Og ja, The Price of Love er også helt fænomenal på dét punkt!
      Why not give it a try? :)

      Slet