Introvert - Stå ved dig selv!

Jeg har netop læst bogen "Introvert - stå ved dig selv", skrevet af Anna Skyggebjerg. Igennem længere tid har jeg med interesse fulgt den introvert/ekstrovert-diskurs der blev startet af Susan Cain, og siden har huseret især online. Da Anna Skyggebjergs bog udkom vidste jeg med det samme, at det var en bog jeg måtte læse. Alligevel var jeg lidt skeptisk - og måske også en smule forlegen (hvilket jo bare understreger bogens pointe) - da jeg bragte den hjem fra universitetsbiblioteket den anden dag. For, som hele intro/ekstro-debatten går på, så er det jo den udadvendte, underholdende, super-sociale personlighed som vores samfund dyrker.

Jeg vil ikke betegne mig som lige så introvert som bogens forfatter Anna Skyggebjerg, men hvis man skal placere mig på intro/ekstro-spektret vil jeg dog ligge ovre mod den introverte side. Den helt korte version, som bruges til at placere folk på spektret handler om, hvorvidt man får energi af at være alene eller sammen med andre. Og her er der for mit vedkommende ingen tvivl. Det klassiske eksempel er at jeg møder en bekendt i toget, som gerne vil snakke, mens jeg ellers lige havde glædet mig til en halv times uforstyrret musik-lytning. Og da jeg var ude at rejse blev dette behov for afkobling ekstra tydeligt, når jeg lige snuppede mig en times tid i en hængekøje med en bog, mens de andre ufortrødent fortsatte det sociale samvær. And the list goes on; jeg er ikke en ørn til small-talk, jeg lytter mere end jeg taler, jeg foretrækker at kommunikere på skrift frem for tale, arbejder bedst alene og sætter pris på nære venner frem for mange bekendtskaber.

Det er tydeligt at bogen er skrevet til folk der er introverte i en højere grad end mig. Folk der hader at tale foran andre, føler sig utilpas i sociale situationer og som foretrækker ikke at holde fest på deres fødselsdag. Der var dog et kapitel, hvor jeg virkelig følte at jeg kunne genkende mig selv; kapitlet om det introverte barn. Det, barn der elskede at fordybe sig i ting, holdt sig til faste venner og hvis manglende evner i gruppearbejde og klassefælleskab var det faste emne ved forældresamtalerne. Det barn, der måske til en vis grad blev misforstået af diverse overenergiske og übersociale klasselærere. Heldigvis var mine forældre altid utroligt støttende. Jeg mindes mit efterskoleår som det første sted, hvor de, fra insitutionel side, ikke forsøgte at "lave mig om", og hvor jeg mødte andre, der kom med nogle af de samme oplevelser i bagagen som mig. Generelt var mit efterskoleår, det år hvor det hele vendte, og siden da er det kun gået fremad :)

Som sagt er det altså de ekstroverte værdier vores samfund dyrker. Det handler om at være karismatisk, udadvendt, populær, hurtig på aftrækkeren og god til at sælge varen. Men nogle forudser at der er ved at ske et skred, og den øgede fokus på emnet er helt sikkert et skridt på vejen mod øget ligestilling. Så det bliver spændende at se hvad der kommer til at ske, især i forhold til det arbejdsmarked, som vi forhåbentlig vil blive en del af indenfor de næste 5-10 år.