onsdag den 12. februar 2014

AppLove: Pocket

Jeg har været i blog-verdenen i over fem år og uafhængigt af min egen skiftende motivation til at blogge, er det, at læse andres blogs blevet en integreret del af min hverdag. Jeg er ikke typen der ser vildt meget TV, film eller serier - men jeg har altid læst meget, og hvor det i mine barndomsår især var romaner der fyldte meget, har blogs stille og roligt overtaget mere og mere af min tid. Derfor har jeg tænkt mig at lave en lille serie, med nogle af de blogs som inspirerer og betyder mest for mig. Jeg vil dog starte med at skrive om en app, der efterhånden er blevet et uundværligt værktøj til min bloglæsning:

App'en Pocket er i virkeligheden ret simpel. Navnet illustrerer egentlig ret godt hvad den går ud på - den fungerer som en digital "lomme", hvor man kan gemme blogs/artikler/billeder/videoer til fremtidig læsning. Skoleeksemplet på hvornår man bruger den, er når man falder over noget interessant, mens man er i gang med noget andet, men for mit vedkommende stopper det slet ikke der. Fordi Pocket kun gemmer tekst og billeder, og standardiserer layoutet, gør det læseoplevelsen meget bedre. Der er ingen forstyrrende elementer, reklamer og - hvad der faktisk ofte er vældigt befriende - kommentarfelter med 117 random kommentarer, som sjældent har relevans for andre end forfatteren, men som man ofte kommer til at sidde og stene igennem alligevel. Pocket er også en fremragende følgesvend på lange togture og andre tidspunkter, hvor man skal slå noget tid ihjel. Man skal bare sørge for at "tanke op" med blogindlæg et par dage i forvejen.

Hvis man har læst en god artikel i Pocket, kan man gemme den i app'en til fremtidig genopdagelse. Pocket har således stort set erstattet bogmærke-funktionen på min pc. Alt gemmes online, og da Pocket synkroniserer mellem mobil og pc er ens favorit-artikler altid lige ved hånden. Jeg bruger nok mest Pocket på mobilen, men med Chrome-udvidelsen, kræver det kun et klik at gemme en artikel fra internettet i Pocket til senere læsning. Og web-applikationen fungerer da også upåklageligt.

Det er nok ingen overdrivelse at Pocket er den downloadede app jeg bruger allermest. Det er her jeg læser en stor del af mine blogs (især dem der indeholder meget tekst), samt gemmer og holder styr på de internettets skatte jeg falder over på min vej. Jeg kunne skrive side op og side ned om Pockets fortræffeligheder, men i virkeligheden er der nok noget der skal opleves. Hvis nogen har fået lyst til at prøve kræfter med Pocket, kan den erhverves (100% gratis!) herfra. Once you go Pocket, you'll never go back!

2 kommentarer:

  1. Fancy schmancy. Er nu stadig ret trofast bruger af bloglovin, der har været min faste følgesven siden... for evigt :b

    P.S. du lyder herre business-agtig (sagt på den mindst business-agtige måde) xD

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det er også fair nok. Why fix it, if it ain't broken :b
      Tak tak, gør mit bedste xD

      Slet