onsdag den 17. marts 2010

Hvem er denne Thea egentlig?

Fordi jeg keder mig, fordi det her er min blog - og den handler om mig, fordi jeg generelt ikke har noget liv og bare fordi jeg har lyst vil jeg nu interviewe mig selv. Fordi jeg godt kan lide Gaffa (mest fordi det handler om musik og desuden er gratis = en ægte win-win situation!) og fordi jeg er vild med deres faste finale-interview med en ny person i hvert nummer har jeg valgt at låne deres skabelon og udsætte mig selv for den (original som jeg jo er.)

Kommer du fra et hjem med klaver?
Ja, vi havde engang et ordentligt skrummel, der spillede pivfalsk. Det jeg husker tydeligst var da vi ødelagde det og smed det ud - det var sjovt! Sidenhen har vi fået et elektrisk keyboard/klaver (nogen der kan definere forskellen?)

Spiller du selv et instrument?
Jeg gik til blokfløjte da jeg var mindre, men holdt op med det fordi jeg syntes det blev for kedeligt. Nu spiller jeg klaver til husbehov (suppe-steg-og-is-musikant) engang imellem, mest fordi det er hyggeligt og afstressende. Kan også godt holde takten hvis man stikker mig et par trommestikker (høhø) - men ved guitar holder mit talent tydeligvis op.

Synger du i badet?
Det sker ikke så sjældent. Faktisk synger jeg generelt en del - så badet er bare endnu et af de steder der bliver udsat for min skønne røst.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
Det har de fleste der holder af musik vel? Men aldrig sådan systematisk og realistisk - tror alligevel det mere var en sportskarriere jeg satsede på dengang.

Hvad betyder musik for dig?
Jeg ser mig selv som et meget musikalsk menneske, så musik betyder selvfølgelig en hel masse for mig. Mit liv ville være tomt og kedeligt uden musik. (Kliche, i know).

Hvor meget fylder din musiksamling?
I fysisk forstand kun omkring en enkelt meter, men jeg rydder også ud i det jeg alligevel aldrig hører, engang imellem. På min computer 5.94 GB (det er nu smart at man lige kan tjekke det).

Hvad er din yndlingsplade?
Det er svært kun at vælge én, men jeg tror prisen må gå til Coldplays Viva La Vida or Death and All His Friends. Den er helt fantastisk, både hvis man hører numrene hver for sig, og i hele sin sammenhæng.

Hvad er den mest pinlige plade du har stående i pladesamlingen?
Da jeg jo jævnligt rydder op har jeg ikke noget jeg personligt ser som decideret pinligt - ikke noget jeg ikke hører i hvert fald. Jeg har dog stadigvæk en forholdsvis stor kærlighed til Teen Spirit med A-Teens, der er ægte teen-pop fra starten af sidste årti. Det kunne måske godt ses som lidt pinligt..

Hvilken sang ville du vælge på en karaokebar?
Jeg er som regel frisk på det meste, bare det er en sang jeg kender nogenlunde. Et sikkert hit ville dog være Gloria Gaynors klassiker I Will Survive.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
Det kommer jo an på hvordan man definerer "forelskelse", så her må jeg nok melde pas.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Det er ikke ligefrem fordi jeg er velbevandret udi dette område, men tror nu ikke at Gavin DeGraws cover af Marvin Gayes Let's Get it On ville være helt tosset.

Hvad hører du helst søndag morgen?
Umiddelbart Gavin DeGraw eller James Morrison. Ellers ville Sunday Morning med Maroon 5 nok heller ikke være et helt dårligt bud, hehe.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
Der skal slet ikke så meget til - jeg danser gerne. Men hvis de spiller The Killers' Human eller noget med Mika lover jeg at give den lidt ekstra gas.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Det er jo et svært spørgsmål. Ved ikke om det ligefrem er den første sang jeg kan huske, men har en meget tydelig erindring om at vi altid sang den med de tre små fisk, der var havnet på en fiskehandlers disk, når vi skulle i svømmehallen med børnehaven..

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
Der er forhåbentlig længe til, så skal vi ikke bare sige at vi tager den til den tid?

Har du været i operaen?
Nej, men har været til frilufts-opera sammen med mine forældre engang.

Har du været på festival?
Nej, ikke endnu. Lurer lidt på om det mon var i år man skulle tage til Skive Festival for at se Mika og White Lies?

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Har da haft et par stykker i topklasse (også lige på det sidste), men igen må det blive de gæve gutter fra Coldplay der løber med æren. Deres koncert i Herning sidste år var helt igennem fænomenal. Der var 40.000 mennesker og jeg stod vildt langt fra scenen, men der var virkelig den fedeste stemning. Og så er deres musik jo altså bare genial..

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
Det ville da slet ikke gøre mig noget hvis Gavin DeGraw, Mika eller Daniel fra X Factor lige pludselig ringede..

2 kommentarer: