Torsdagstoner: Coldplay - Death and All His Friends

Så er vi atter tilbage i det mere typiske Thea-hjørne. Selvom det her nummer måske ved første gennemlytning kan lyde en smule stenet, så elsker jeg det virkelig virkelig. Det er Coldplay når det er aller bedst - klaveret og Chris' fine stemme i introen, og derefter ellers over i noget instrumentalt spas.. Jeg har sagt det før (dog ikke lige her..) og gør det gerne igen; Coldplay er sublime når det kommer til rent instrumentale stykker. Jeg ville 112% købe det hvis de udgav et instrumentalt album - og hvor mange bands kan man ellers sige det om? Elsker hvordan nummeret er bygget op, i en slags faser hvor der hele tiden kommer flere og flere detaljer at lægge mærke til i lydbilledet, og hvor intensiteten hele tiden øges indtil klimaks til sidst. Jeg bliver aldrig træt af det!

NB: Gennemsnitlig computer-lyd yder slet ikke det her nummer nok ære - det skal allerhelst høres blæst ud af nogle gode højtalere!